Natur og friluftsliv i skolen, 2024-2025
Inspirationskatalog for Gribskov Kommune
Hermed et udbud af aktiviteter i naturen, for skoler og institutioner i Gribskov Kommune. Aktiviteterne er gratis og udbydes af
Gribskov Ungdomsskole og Center for Børn og Unge
.
Praktisk information
Nogle af nedenstående forløb er udbudt hele året, men de fleste kun i perioder af året, da indholdet er årstidsafhængigt. Nogle udbydes dog kun specifikt på dage/uger, typisk fordi de er meget udstyrskrævende. Information om tid fremgår af de enkelte forløb.
Nogle af forløbene vil desuden have materiale som klassen skal arbejde med før og/eller efter forløbet, og ved andre vil det være op til den enkelte lærer at knytte det sammen med aktuel undervisning i klassen.
Man booker ved at henvende sig til Thomas eller Michael for nærmere aftale om konkret indhold, sted og tid samt evt. inspiration til videre arbejde med temaet. Ved de enkelte forløb er angivet, hvem der er ansvarlig. Man kan på forhånd orientere sig i vores Outlook-kalendere, hvorvidt en given dato er optaget/ledig.
Forløbene herunder er præsenteret i tilfældig rækkefølge, workshops står nederst.
Aktiviteterne varetages af Michael og Thomas, begge erfarne og uddannede indenfor naturvejledning og friluftsliv.
Michael Sonniks,
mbson@gribskov.dk
/ 72496894
Thomas Lindum,
thlin@gribskov.dk
/ 72496362
________________________________________________
Adoptér et bistade
Et forløb om bier, hvor klassen under vejledning følger livet og udviklingen i en honningbifamilie. Ud over besøg ved bistadet er også tilknyttet aktiviteter, der tilgodeser tværfaglighed. Det konkrete program aftales i forhold til den enkelte klasse. Bistaderne står ved Høbjerghytten i Helsinge. Forløbet er tænkt til ca. 4 dage, men kan justeres efter aftale.
Tid: april-juni
Sted: ved Høbjerghytten, Helsinge
Fag: tværfagligt
Målgruppe: egner sig bedst for mellemtrins- og udskolingsklasser.
Ansvarlig: Michael
Svampe, økologi og vild mad
Et dagsforløb, hvor der arbejdes med vilde svampe som organismegruppe, deres økologi og gastronomi. Vi går på svampejagt i skoven og tilbereder fangsten over bål.
Tid: august til oktober
Sted: i en skov, med udgangspunkt i et af Naturstyrelsens bålpladser, hvis svampene skal tilberedes
Fag: Biologi, Natur og Teknologi, Madkundskab
Målgruppe: kan tilpasses alle aldersgrupper
Ansvarlig: Michael
Grøn sløjd
Dagsforløb, hvor der arbejdes med processen - fra levende træ til færdigt produkt. Vi bearbejder friskfældet træ med primitivt værktøj, og knytter an til håndværksteknik og design.
Tid: hele året, ikke mindst i den kolde sæson
Sted: bedst i en skov, gerne med adgang til at tænde bål, men kan også gennemføres andre steder (udendørs)
Fag: Håndværk og Design, Historie, Natur og Teknologi/Biologi
Målgruppe: kan tilpasses alle aldersgrupper, 4 år og opad.
Ansvarlig: Michael og Thomas
Vild mad med friske urter
Dagsforløb, der fokuserer på planter og botanik. Vi går på sanketur og tilbereder mad med vilde planter over bål.
Tid: april-juni
Sted: et sted med adgang til lysåben, artsrig natur og bål
Fag: Biologi, Natur og Teknologi, Madkundskab
Målgruppe: mellemtrin og udskoling
Ansvarlig: Michael
Ild, økser og knive
Igennem praktiske forsøg med ild, materialer, værktøj og praktisk håndværk tilegner vi os viden om ild og forbrænding. Vi indsamler materiale til optænding, laver ild med forskelligt værktøj og sætter ord på de praktiske erfaringer vi får med ild.
Kan tilpasses så der arbejdes med ild, forbrænding og fotosyntese, for 6. klasse og op.
Tid: hele året, ikke mindst oktober-marts
Sted: bedst i en skov, gerne med adgang til at tænde bål, men kan også gennemføres andre steder (udendørs)
Fag: Håndværk og Design, natur/teknologi
Målgruppe: kan tilpasses alle klassetrin og de ældste børnehavebørn
Ansvarlig: Michael og Thomas
Biodiversitet i børnehøjde
Der arbejdes med smådyr og deres livsvilkår. Vi går på jagt efter dyrelivet i et område, og bruger det som afsæt til at se på tilpasninger og krav til levested. Hvis det er muligt, laver vi øvelsen flere steder og sammenligner landskabernes kvaliteter, set fra dyrenes sted.
Tid: maj - september
Sted: et sted i naturen/på legepladsen/omkring skolen/.. med variation i terrænet og vegetationen
Fag: Biologi, Natur og Teknologi
Målgruppe: kan tilpasses alle aldersgrupper
Ansvarlig: Michael
Sten, geologi og istid
Et dagsforløb, typisk med en indledende undervisning om stentyper, ledeblokke, og hvordan den seneste istid har skabt vores land og landskab. Det foregår på skolen. Herefter mødes vi på en strand og gennemfører nogle øvelser med stenfinderi og stenbestemmelse og ser på landskabet som et produkt af istidens kræfter.
Tid: hele året
Sted: på skolen og på en strand
Fag: Natur og Teknologi, naturfagene
Målgruppe: fra 3. klassetrin og op, for udskoling se dog især forløbet, ‘Juniorgeologerne’
Ansvarlig: Michael
Juniorgeologerne
https://junior-geologerne.dk/
er et projekt, der ‘skal åbne de unges øjne for Jordens fantastiske forhistorie og dynamik’. Det er henvendt primært til folkeskolens ældste klasser, og bag står bl.a. en række forskere på GEUS. Centralt i projektet er et undervisningsmateriale, specifikt rettet mod at gøre geologi til en fællesnævner for naturfagene, og velegnet som fællesfagligt fokusområde ved den fælles naturfagsprøve efter 9. klasse. Naturvejlederen kan inddrages i forbindelse med feltarbejde og kan også indgå som sparringspartner i planlægningsfasen.
Tid: hele året
Sted: ved geologisk interessant sted, typisk kystnært, fx Gilberghoved, Heatherhill ..
Fag: Fysik/Kemi, Biologi, Geografi
Målgruppe: udskolingsklasser
Ansvarlig: Michael
Flå en fasan
Et dagsforløb, hvor vi flår fasaner og tilbereder dem over bål. I processen knyttes viden til om fasanens levevis, anatomi, jagthistorie, gastronomi og andet. Materiale sendes ud som forberedelse til dagen.
Tid: d. 12, 14, 15, 19, 20, 21, 22, 26, 27, 28 og 29. november 2024. (Kontakt os for særlige ønsker).
Sted: ved Høbjerghytten, Helsinge
Fag: naturfagene, Madkundskab
Målgruppe: 6. Klassetrin og op
Ansvarlig: Michael og Thomas
Bænkebideren som livsform
Et dagsforløb, hvor man på egen krop prøver, hvordan en bænkebider lever og herigennem lærer om livsvilkår for bænkebideren og andet småkravl.
Tid: hele året, velegnet til den kolde sæson
Sted: i en skov eller et andet sted, hvor der lever bænkebidere
Fag: tværfagligt
Målgruppe: børnehave og indskoling
Ansvarlig: Michael
Fugle om foråret
Et forløb, hvor der arbejdes med småfuglenes biologi og genkende almindelige arter på udseende og lyd. Vi bygger redekasser til ophængning hjemme på skolen (eller hvor man ellers vil).
Tid: februar til maj (juni)
Sted: ved Høbjerghytten eller et andet sted med adgang til småfugle og værkstedsfaciliteter
Fag: Natur og Teknologi, Håndværk og Design
Målgruppe: indskoling og mellemtrin, kan tilpasses børnehave
Ansvarlig: Michael
Vinterfugle
Et forløb, hvor der arbejdes med småfugle omkring skolen/i haven, genkendelse af almindelige arter på udseende og adfærd. Vi laver en struktureret iagttagelse og registrering, og bygger foderbræt eller lignede til ophængning hjemme på skolen (eller hvor man ellers vil).
Tid: november til februar
Sted: ved Høbjerghytten
Fag: Biologi, Natur og Teknologi, Håndværk og design
Målgruppe: indskoling og mellemtrin, kan tilpasses børnehave
Ansvarlig: Michael
Fugle på legepladsen
Fugle er spændende, og jo bedre man lærer dem at kende, des sjovere bliver det.
Dette forløb foregår i børnehaven, hvor vi kigger på fugle sammen ude på legepladsen, lære om dem og se på, hvad vi kan gøre for at få flere af dem til at komme forbi.
Udover at jeg vil fortælle og vise frem (fx billeder, fjer og udstoppede fugle) kan vi, alt efter jeres ønske og behov, fx lave fuglekugler over bål (til legepladsen og/eller til at tage med hjem), lege fugleblitz, bygge og opsætte et foderbræt eller en redekasse. Vi kan nok ikke nå det hele, så byd gerne ind med, hvad I gerne vil være med til – og kom også gerne med ideer selv.
NB – aktiviteterne egner sig bedst i en gruppe op til ca 15 børn, værkstedsaktiviteterne (foderbræt, redekasse) dog kun højst 5.
Tid: hele året
Sted: på børnehavens legeplads og indendørs
Fag: tværfagligt
Målgruppe: børnehave
Ansvarlig: Michael
Hornfisk
Et todelt forløb med en teoretisk del på skolen med undervisning og dissektion af fisk (naturfagslokale), og en mere praktisk del med fiskeri med stang fra kyst. Det bliver lagt op til at arbejde videre med fangsten i Hjemkundskab. Forløbet kan også gennemføres udelukkende med den praktiske del.
Tid: april - maj
Sted: på skolen (faglokale) og ved stranden (Kronborg strand ved Helsingør er velegnet)
Fag: Biologi, Natur og Teknologi, Madkundskab
Målgruppe: udskolingsklasser
Ansvarlig: Michael og Thomas
Livet på det lave vand
Et dagsforløb, hvor vi kigger nærmere på liv og livsvilkår på og mellem stenene og på og i sandbunden. Vi går på jagt med ketcher, rejehov og waders, bygger krabbefanger. Hvis der er interesse og fangstlykke kan de modige smage på ’byttet’.
(En vejrfølsom aktivitet: hvis vinden er mere end let og især fra nord er den praktiske del vanskelig)
Tid: maj til september
Sted: et velegnet sted ved kysten, fx ved grejdepotet på Gilleleje havn, ved Tisvildeleje
Fag: Natur og Teknologi, Biologi, evt Madkundskab
Målgruppe: kan tilpasses alle aldersgrupper
Ansvarlig: Michael og Thomas
Skovnissens venner
Vi er på udkig efter skovnissen og ikke mindst hans venner (dyrene) i skoven. Vi sørger for undervejs at gøre nissen mildt stemt med hjælp til de vinterudfordrede dyr, sang og god stemning. Undervejs giver oplevelserne anledning til opbyggelige naturhistorier.
Tid: december
Sted: i en skov (helst med nisser)
Fag: forløbet tapper ind i alle seks læreplanstemaer
Målgruppe: børnehaver
Ansvarlig: Michael
Brug naturen som pædagogisk legeplads
Et dagsforløb, hvor pædagoger sammen med medbragte børn får inspiration til og afprøver enkle lege i naturen med forskelligt pædagogisk fokus, fx samarbejde, sociale kompetencer, motorik o.l. Man får legematerialerne med hjem til institutionens legeplads til fortsat leg og udbredelse til kollegerne. Dagens program er tilrettelagt, så der er adskillige børnegrupper fra forskellige børnehuse i gang på samme tid. Program og tilmelding udsendes efter jul.
Tid: d. 18, 19 og 20. februar 2025
Sted: i en skov
Fag: tværfagligt
Målgruppe: børnehavepædagoger og deres børn
Ansvarlig: Michael og Thomas
Kanosejlads
En dag med kanoaktiviteter, sejlads, leg, balance, vandtilvænning, makkersamarbejde m.m.
I lærer om teknikker og sikkerhed og får øvet færdigheder gennem leg, teori og praksis.
Der tages udgangspunkt i undervisningsmaterialet “Læringskort til friluftsliv”, og gruppen vil under trygge rammer blive udfordret i forskellige discipliner indenfor kanosejlads.
Tid: d. 26, 27. og 28. august, samt d. 2, 3. og 4. september 2024 (kontakt os for særlige ønsker)
Sted: Esrum Sø, ved lejrpladsen Blå Port i NV ende af søen.
Fag: Idræt, Dansk, classbuilding, almen dannelse, friluftsliv
Målgruppe: fra 6. klasse og op. Er også velegnet for specialklasser
Ansvarlig: Thomas
Træklatring
Eleverne skal prøve forskellige former for træklatring, og præsenteres for træklatring både som en adventuresport og som et fordybelsesrum i naturen. De udfordres og får en anderledes oplevelse i skoven.
Derudover skal de deltage i forskellige aktiviteter, som læreren/de voksne sætter i gang og står for. Det kan være faglige aktiviteter som hænger sammen med faglig klasseundervisning, bevægelsesaktiviteter, strategilege såsom capture the flag eller skovstratego, udeidræt m.m.
Eleverne skal deles i hold, som skiftes til hhv. at klatre, og lave andre aktiviteter.
Der deltager hver dag ca 75 elever, som holdvis enten klatrer eller laver andre faglige aktiviteter som læreren står for. Træklatringen varetages af 4-5 uddannede træklatreinstruktører.
Tilmelding kan enten foretages for en enkelt klasse, eller for en hel årgang.
Tid: d. 30. og 31. oktober, samt 1, 4. og 6. november 2024
Sted: Gribsø, i Gribskov
Fag: Idræt, naturfag, classbuilding, friluftsliv
Målgruppe: 7. Klasse og opefter.
Ansvarlig: Thomas
Sauna og vinterbadning
Vinterbadning er en vild oplevelse, især når man kan komme op i en varm sauna efterfølgende.
Vi tænder op i saunaerne på stranden, og du kan komme med din klasse eller anden gruppe, og få en oplevelse af naturens yderpunkter, varme/kulde, få flyttet egne grænser samt få en sjov oplevelse sammen.
Saunaen er et telt med en brændeovn, som vi opstiller og opvarmer til 60-70 grader, så det er behageligt for alle. Vi har 2-3 telte med plads til i alt ca. 20 personer. Der er også et telt til omklædning for både drenge og piger.
Tid: uge 3 ved Tisvilde, og uge 5 og 6 ved Gilleleje. De præcise tidspunkter kommer på Ungdomsskolens hjemmeside,
https://gribskov-ungdomsskole.dk/index.php?open=9693&menu_id=168
Sted: Tisvilde Strand, ved molen og Strandbakkerne ved Gilleleje
Fag: Idræt, almen dannelse, classbuilding
Målgruppe: klasser og grupper, fra 6. Klassetrin og opefter
Ansvarlig: Thomas
Lifeskills; for 7. årgang
Formålet
er at styrke de unges selvtillid, og deres tro på egne evner, og derved ruste dem til bedre at kunne håndtere de udfordringer de møder. De unge skal i fællesskab opøve en række basale færdigheder i livet, som fører til en vis grad af mestring og nye positive erfaringer, som de får mulighed for at bevise for sig selv og hinanden.
Målgruppen
er unge 7. klasses elever i Gribskov Kommune. Deltagelse klassevis. Det er vigtigt at klassens lærer på forhånd vurderer at forløbet vil have værdi for den pågældende klasse. Det anbefales at læreren er gennemgående, og fast tilknyttet klassen, så de nye narrativer der kan udvikles og skabes igennem sådan et forløb, kan italesættes og forstærkes af læreren, og overførselsværdien øges.
Indhold.
Forløbet består af fire hele dage hen over et skoleår. Klassen modtager undervisning i de forskellige mestringsdiscipliner og færdigheder, og alle eleverne er aktivt involverede gennem hele dagen. Undervisningen er altid praktisk, med erfaringsdannelse og kompetenceopbygning som udgangspunkt.
Opøvelse af de enkelte færdigheder er en fælles proces; man er ansvarlig for sin egen læring, men også for at alle i fællesskabet får mulighed for at udvikle sig.
SEPTEMBER
Orientering og navigation
Eleverne skal præsenteres for forskellige typer kort og signaturforklaringer, og lære at bruge kompas sammen med kortet. De skal lære at orientere sig ud fra kort og kompas, og ud fra forskellige kendetegn og pejlemærker i området.
Vi øver på mindre områder, og udvider til at orientere sig over større distancer. Her vil evner som fysisk udholdenhed, optimisme, forståelse for gruppedynamik også blive udfordret.
Undervisningen varetages af Gribskov Ungdomsskoles Grejbank.
NOVEMBER
Vand, svømning og førstehjælp
Eleverne skal være i vandet med tøj på, komme op i en redningsflåde fra vandet med tøj på, få varmen igen, svømme en bestemt distance i koldt vand, redde personer i koldt vand med redningskrans, reb m.m. Førstehjælp og livredning øves.
Hvis der er is, demonstreres hvordan man selvredder og redder (ved Arresø i februar).
Som afslutning skal de unge svømme tværs over havneindsejlingen i Gilleleje havn, med tøj på, under opsyn af livreddere. Der vil være sauna til rådighed efter svømningen.
Undervisningen varetages af Nordsjællands Livredningstjeneste.
FEBRUAR
Ild og båltænding
Alle elever skal lave ild, med tændstikker, ildstål, flint og stål eller friktionsvarme. Vi skal først materiale til optænding. Eleverne vil få erfaring med at kunne beherske ilden.
Vi skal også slukke ild i forskellige materialer, og trænes i at handle hurtigt og korrekt i tilfælde af brand.
Undervisningen varetages af Gribskov Ungdomsskoles Grejbank og Gribskov Brandvæsen.
APRIL/MAJ
Overlevelse
Eleverne skal lære om, og gøre sig erfaringer i at indrette sig fornuftigt i naturen, så de har det godt; hvordan holder man sig Mæt, Tør og Varm, hvordan bygger man ly og shelter, hvordan udnytter man områdets potentiale.
Vi skal også arbejde med ernæring, og evt. sankning og fiskeri, hvis det er muligt.
Dette modul kan kombineres med en overnatning, hvis det kan lade sig gøre i forhold til klassens og skolens planlægning og principper.
Undervisningen varetages af Gribskov Ungdomsskoles Grejbank.
Teambuilding, classbuilding, brobygning og trivsel
Sæt fokus på klassens trivsel. Gennem friluftsaktiviteter i naturen, sætter vi fokus på trivsel, samarbejde, anerkendende kommunikation, respekt, tillid, ansvar og fællesskab. Emnerne italesættes, bearbejdes og konkretiseres målrettet gennem øvelserne, så der opstår en høj grad af transfer til elevernes hverdag og virkelighed.
Tid: efter aftale
Sted: naturen
Fag: classbuilding
Målgruppe: klasser og grupper, f.eks. som brobygning mellem 6. og 7. klasse.
Ansvarlig: Thomas
Idræt i naturen
Orienteringsløb, discgolf, strandpetanque, skovfitness, beachvolley, leg og spil i naturen, kajak- og SUP sejlads i sæsonen, friluftsliv i afgangsprøven i idræt m.m.
Planlægges sammen med idrætslæreren.
Målgruppe: grundskoleklasser
Ansvarlig: Thomas
Friluftsliv som valgfag
Hjælp til planlægge, facilitere og gennemføre et valgfagshold i friluftsliv
Fag: valgfag
Målgruppe: udskolingen
Ansvarlig: Thomas
Bioblitz 2025 på tegnebrættet
Vi planlægger at gennemføre bioblitzdage igen i 2025. Det præcise program ligger ikke fast endnu, samt biotop, tid og sted er ikke fastlagt endnu, men det bliver som før en to-trinsraket med én lærerkursusdag med kompetente undervisere og hands-on i maj, som ruster til den egentlige bioblitzdag med eleverne i juni. Selve bioblitzdagen er ledet af de lokale naturvejledere.
Mere information følger efter sommerferien.
Hele projektet er i samarbejde med flere andre nordsjællandske kommuner.
Tid: maj-juni 2025
Sted: Høbjerghytten
Fag: Natur og Teknologi
Målgruppe: 4., 5. og 6. klassetrin
Ansvarlig: Thomas og Michael
Trivselsforløb i naturen
Naturvejlederne i Gribskov Kommune tilbyder nu i samarbejde med PPR trivselsforløb i naturen.
Forløbet varetages af psykolog og naturvejledere i kommunen, hvor naturen målrettet bruges til at bryde fastlåste mønstre, og skabe nye fælles erfaringer.
Kontakt og tilmelding:
PPR-psykolog Julie Herfelt Holck: 72497664/ jheho@gribskov.dk
Workshops
Kursus- og inspirationsdag om idrætsundervisning i naturen
Hvordan kan naturen og uderummet omkring skolerne inddrages i idrætsundervisningen…?
Vi skal stifte bekendtskab med emner som O-løb, discgolf, fitness og styrketræning, kondital, konkurrence, friluftsliv, sociale lege.
Vi skal kigge på tilgængeligt udstyr, gode steder i kommunen, teori og læreplaner, gode hjemmesider og inspirationskilder, samt prøve en masse i praksis. Nærmere program følger.
Undervisere: Tim Falck Weber, ansvarlig for eliteudvalget og træning i THOK, og skovfoged i Naturstyrelsen Nordsjælland og Thomas Lindum, friluftsvejleder og idrætslærer
Tid: endnu ikke fastsat
Sted: Høbjerghytten
Fag: Idræt
Målgruppe: lærere, pædagoger
Ansvarlig: Thomas
Workshops i udeskole, natur og friluftsliv i skolen
Uderumsledelse - bliv skærpet på at bruge naturen til undervisning og læring
Inspiration og afprøvning af aktiviteter i naturen.
Introduktion til læringskort i uderumsledelse, og praktisk arbejde med disse.
Hvilke muligheder er der for udeskole i mit lokale område.
https://friluftsraadet.dk/friluftsliv-skolen/laeringskort-til-friluftsliv-skolen/uderumsledelse
Denne workshop kan holdes for en skole, et team, en afdeling, og tilpasses efter jeres ønsker, behov, lokalområder, ressourcer m.m., så det kan overføres direkte til praksis.
Brug Grejbankens depoter til natur og friluftsliv
Høbjerghytten
Gilleleje, Østmolen
Tisvildeleje Naturrum
Kulsvierhytten
Tid: eftermiddag kl. 13-16
Sted: ved det aktuelle depot
Målgruppe: lærere, pædagoger m.fl.
Ansvarlig: Thomas
Grejbank, udlån af udstyr til friluftsliv
Lån, vejledning og inspiration til brug af forskelligt udstyr i naturen.
Ansvarlig: Thomas
*En lille note om natur
Naturvejledning handler om at forstå naturen, men også om at forstå os selv som mennesker, i naturen, kulturen og fællesskabet med andre. Naturdannelse er en del af den almene dannelse, som indbefatter fortrolighed med at være i naturen, anerkendelse af følelser for og om naturen, brug af kropslige sanser ved at gå i skovbunden, mærke det kolde vand eller det knudrede træ, høre vinden i træerne eller fuglenes fløjten. Den mentale sundhed som naturen kan understøtte, skabes i barneårene, hvor naturens åbne tiltale mærkes på egen krop, og man mærker glæden ved at løbe gennem det høje græs, blive forpustet, føle angst ved at være kravlet for højt op i træet, føler blodet bruse i kroppen efter en tur i havet i januar måned eller stoltheden ved at have overnattet i naturen eller holdt en edderkop i hånden for første gang.
Vi er en del af naturen, og naturen er en del af os. Gennem leg, undren, nysgerrighed og konkrete erfaringer lærer vi os selv og naturen at kende. I klassen kan teorien hænges op på de konkrete erfaringer som lagres i vores krop. Et positivt natursyn skabes på baggrund af oplevelser og tilknyttede følelser i et anerkendende praksisfællesskab.
Erfaring viser, at læringseffekten af naturvejledning bliver styrket af, at indholdet ‘i felten’ har en klar sammenhæng med, hvad der aktuelt arbejdes med i skolen. En ‘hjemme-ude-hjemme' -model med forberedelse og efterbehandling af det faglige indhold i naturvejledningen er klart at foretrække, og vi går gerne i dialog om, hvordan naturvejledningen kan indgå i og bidrage til konkrete emner og fokusområder, den enkelte lærer/pædagog har på programmet. Samtidig bliver en væsentlig del af en naturvejledning ofte det uforudsete, “den døde mus’ pædagogik”, der handler om at gribe hvad der ligger på skovstien og vækker den oprigtige nysgerrighed, og transformere det ind i en sammenhæng. Denne sammenhæng er som regel faglig, men tit også bredere jf. ovenstående betragtninger om naturvejledning. Deri ligger potentiale til blivende erindringer og værdidannelse.
Vi brænder for at skabe en ramme, hvor disse oplevelser og erkendelser i naturen bliver en dannelse for livet. Skolens faglige målsætninger og læringsmål for dagtilbud danner som regel udgangspunkt for den udbudte naturvejledning, men sigtet og effekten er bredere og mere almendannede.
Senest opdateret 24.06.2024 13:37 af THLIN